Forfatter: Der Alte

  • Anarkistisk studiekreds!

    Efter sommerferien 2026 vil Sorte Fane Kbhvn. starte en anarkistisk læsegruppe. Vi lægger ud med James C. Scott ”Two Cheers for Anarchism. Six Easy Pieces on Autonomy, Dignity, and Meaningful Work and Play”, Princeton University Press 2012. (169 s.)

    James Scott var professor I antropologi & ”political science” ved Yale University. Den kendte, nu ligeledes afdøde anarkistiske antropolog & aktivist David Graeber har kaldt ham ”en af vor tids store politiske tænkere”. Gennem en række mindeværdige – og ofte også morsomme – eksempler & anekdoter fra diverse etnografiske & historiske kilder hylder Scott alm. menneskers opfindsomhed & sunde fornuft. En rød tråd gennem bogen – som gennem forfatterens øvrige bøger – er hvad, man kan kalde en anarkistisk sensitivitet over for folkelig modstand mod statsmagten og de herskende klasser. En modstand, som ofte ikke kommer til udtryk som åben modstandskamp, men i mindre tydelig, mindre eksplicit form – passiv modstand, ikke-samarbejde, krybskytteri, m.v..

    James Scott kan siges at skrive i traditionen fra Kropotkins forskning i gensidig hjælp og folkelig selvorganisering. Og vores kommende læsegruppe er – sammen med vores omfattende arkiv på sortefane.wordpress.com – en del af et bredere projekt om ikke blot teoretisk skoling, men oplysning & dannelse i bredere forstand for den antiautoritære del af venstrefløjen. – Vi lægger her ud med en bog, som ikke er akademisk tung el. bruger indforstået videnskabelig jargon, og hvor kapitlerne er inddelt i korte ”fragmenter”. – Bogen kan købes over Nettet for en rimelig pris, og hele teksten kan også findes gratis på Nettet og f.eks. udprintes et kapitel ad gangen.

    Alle interesserede kan deltage, også hvis du ikke er medlem af Sorte Fane. Når vi er tilstrækkeligt mange til en levedygtig studiekreds, mødes vi og aftaler nærmere om det praktisk-konkrete. Vi forestiller os, at vi skiftes til at holde oplæg om ét tekststykke ad gangen – men det kan vi alt sammen tale nærmere om! – Kontakt os på sortefane@protonmail.com.

    Der Alte, juni 2026

  • 1. maj – støt Wolt-arbejdernes kamp!

    Organisering og faglige rettigheder er under angreb over hele verden, hvor løntryk med nul-timers kontrakter og løsarbejde vinder frem, i både ufaglærte og uddannede jobs. Prækarisering, herunder at være daglejer uden rettigheder i platformsøkonomien, er blot én del af den massive klasseoffensiv ”fra oven”, der i over 4 årtier har været rettet mod arbejderklassen, og som er kendt som ”neoliberalisme”. Social dumping er en anden. I Kbhvn. er hver 4. lønarbejder nu en udenlandsk migrantarbejder, særligt når det handler om ufaglært arbejde og servicebranchen. Ofte forbundet med hårdt fysisk arbejde og skæve arbejdstider.

    De mange blå madbude, der er så synlige i gadebilledet, kaldes af Wolt for ”kurer-partnere”. Men budene har ikke de rettigheder, som andre freelancere har, som retten til skattefradrag for arbejdsrelaterede udgifter. Ferie, løn under sygdom, pension, barsel, forsikring – alt må budene selv betale. Iflg. Skattestyrelsen er budene lønarbejdere – men Wolt tager ikke arbejdsgiveransvar, og har nægtet at indgå overenskomst med 3F, som har søgt at organisere budene. Den faglige klub Wolt Workers’ Group Denmark har kæmpet for bedre løn- & arbejdsvilkår i 6 år; en talsmand, Rasmus E. Hjorth, blev fyret 2022, men er fortsat aktiv i kampen.

    I de seneste år har budene oplevet faldende realløn (Wolt har ændret på taksterne) samtidig med stigende leveomkostninger (sidstnævnte forværret den seneste måned under USA & Israels ulovlige, imperialistiske krig mod Iran). Efter et møde i Folkets Park, Nørrebro marts 2026 er budene begyndt at selvorganisere sig i en WhatsApp-gruppe, med lidt bistand fra Community House Copenhagen og den argentinsk-fødte kurer Alan Tribouley som en central organisator.

    Siden har de fagligt aktive afholdt 4 punktstrejker i Kbhvn. (31/3, 10/4, 16/4, 23/4), hvor de har holdt møde, på engelsk, på en offentlig plads, hvor de fremmødte på skift har afvist indkommende bestillinger i deres apps – og således har tvunget Wolts algoritme til at tilbyde en højere pris. – Budene har en kollektiv magt over den algoritme, som styrer deres arbejde, selv om denne boykot-taktik kun virker momentant. Men i vor digitale tidsalder antager klassekampen nye former, her som ”algoritmisk aktivisme”. Som løst ansat i platformsøkonomien forlader man ikke fabrikken, når man strejker, man lukker telefonen!

    Hele denne selvorganiserede strejkekampagne når en foreløbig kulmination, når de fagligt aktive Wolt-arbejdere – som kommer fra alverdens lande, i Øst & Vest – mødes til en heldagstrejke Wolt Workers Caravan: Strike for Solidarity fredag den 1. maj, Nørrebros Runddel, kl. 12, hvorfra man vil drage samlet til Fælledparken, for at blive hørt. Alle er velkomne!

    Men måske er der lys forude ang. ”ordnede forhold” for madbudene – mulighed for at forhandle overenskomst, feriepenge, løn under sygdom, barsel, pension, arbejdsskadeforsikring, m.m.. Den slags alm. lønmodtagerrettigheder er i hvert fald hvad, der følger af EU’s Platformsdirektiv, som Danmark er forpligtet til at gøre til lov inden udgangen af 2026. Men det vil nok kræve et massivt folkeligt pres, hvis ikke Christiansborg-politikerne skal udvande det til ukendelighed – deres opgave er jo at administrere det bestående samfund på kapitalistklassens vegne! Man kan håbe, at den etablerede fagbevægelse – nok især dens mest aktivistiske elementer – for én gangs skyld vil kende sin besøgelsestid. Som klassekamps-anarkister sætter vi mere vor lid til solidariske græsrødder end til fagbosser!

    Sorte Fane finder du til Antifascistisk 1. Maj, Krig mellem Klasser, Fred mellem Folkeslag! I Fælledparken – bag søen, hvor vi har en bogbod kl. 12-18. Kik forbi!

    Vejen frem for arbejdernes bevægelse er selvorganiseret direkte kamp, klasse mod klasse, som de aktive selv bevarer kontrollen over! Og endemålet må være ophævelse af den kapitalistiske udbytning, et frit socialistisk, selvforvaltet, basisdemokratisk, bæredygtigt ligevægtssamfund! Arbejderklassens frigørelse må være dens eget værk! God kampdag!

     Der Alte, Kbhvn. april 2026