Forfatter: minimax

Efter sommerferien 2026 vil Sorte Fane Kbhvn. starte en anarkistisk læsegruppe. Vi lægger ud med James C. Scott ”Two Cheers for Anarchism. Six Easy Pieces on Autonomy, Dignity, and Meaningful Work and Play”, Princeton University Press 2012. (169 s.)
James Scott var professor I antropologi & ”political science” ved Yale University. Den kendte, nu ligeledes afdøde anarkistiske antropolog & aktivist David Graeber har kaldt ham ”en af vor tids store politiske tænkere”. Gennem en række mindeværdige – og ofte også morsomme – eksempler & anekdoter fra diverse etnografiske & historiske kilder hylder Scott alm. menneskers opfindsomhed & sunde fornuft. En rød tråd gennem bogen – som gennem forfatterens øvrige bøger – er hvad, man kan kalde en anarkistisk sensitivitet over for folkelig modstand mod statsmagten og de herskende klasser. En modstand, som ofte ikke kommer til udtryk som åben modstandskamp, men i mindre tydelig, mindre eksplicit form – passiv modstand, ikke-samarbejde, krybskytteri, m.v..
James Scott kan siges at skrive i traditionen fra Kropotkins forskning i gensidig hjælp og folkelig selvorganisering. Og vores kommende læsegruppe er – sammen med vores omfattende arkiv på sortefane.wordpress.com – en del af et bredere projekt om ikke blot teoretisk skoling, men oplysning & dannelse i bredere forstand for den antiautoritære del af venstrefløjen. – Vi lægger her ud med en bog, som ikke er akademisk tung el. bruger indforstået videnskabelig jargon, og hvor kapitlerne er inddelt i korte ”fragmenter”. – Bogen kan købes over Nettet for en rimelig pris, og hele teksten kan også findes gratis på Nettet og f.eks. udprintes et kapitel ad gangen.
Alle interesserede kan deltage, også hvis du ikke er medlem af Sorte Fane. Når vi er tilstrækkeligt mange til en levedygtig studiekreds, mødes vi og aftaler nærmere om det praktisk-konkrete. Vi forestiller os, at vi skiftes til at holde oplæg om ét tekststykke ad gangen – men det kan vi alt sammen tale nærmere om! – Kontakt os på sortefane@protonmail.com.
Der Alte, juni 2026
Sidste nyt: vi holder første møde i studiekredsen tirsdag 29/9 kl. 18, i Folkets Hus, biblioteket (i stueetagen), Stengade 50, Nørrebro, hvor vi vil præsentere bogen, og Sorte Fane, og aftale nærmere. Vi ses!
August 2026

Endnu engang kan man undre sig over dumheden eller naiviteten hos magtens håndhævere. Endnu engang kan vi betragte den patriarkalske personligheds selvydmygelse fra første parket. Hvis det ikke var så katastrofalt, hvis det ikke medførte død og ødelæggelse og så megen lidelse, at man helst bare vil gøre som de fleste, glemme og ingorere, så kunne vi have siddet og slået os på lårene af grin mens vi betragtede, som var det på repeat, noget, vi har set lidt for mange gange før, denne forestilling af såkaldt folkevalgte verdensledere, der i magtfuldkommenhed kommer der ud hvor, der kun er katastrofen tilbage.

Således, på den helt store scene, Iran-krigen. Frem træder de to store figurer Præsidenten, der tilsyneladende ikke helt forstår hvad det er, han er blevet lokket med i af den anden figur, Premiereministeren for det lille men magtfulde land, der er ligeglad med konsekvenser af sine handlinger, bare han beholder magten og undgår at blive stillet for en domstol for korruption, Ak, havde det ikke været for alle de døde, havde det ikke været for de fattige, der rammes af inflation og stigende leveomkostninger, havde det ikke været for det folk, der, på grund af det fundamentalistiske diktatur de er underkastet, må se deres hjem, deres infrastrutur og deres drømme om forandringer blive knust af livsgrundlagsdestruerende militært isenkram af den mest sofistikerede slags. Alt dette kan kke munde ud i andet end en katastrofe.

Dette er hvad magt gør ved mennesker. Den rammer alt og alle og ødelægger betingelserne for anstændighedens skæbner.

Katastrofen var i den klassiske græske tragedie det afgørende vendepunkt. Det moment, hvor konsekvenserne af ord og gerning bliver en kraft uden for aktørernes kontrol, der driver handlingsgangen frem mod dens endegyldige konsekvens. En konsekvens der er et resultat af den tragiske ironi, hvor den vold, man har rettet mod andre rammer en selv.

Katastrofen er den begivenhed, der har frygtelige eller skæbnesvangre konsekvenser. Frygtelig er den for dem, der i første omgang rammes af bomberne, af ordene hvorved de ydmyges og umenneskeliggøres for at retfærdiggøre ødelæggelsen af ejendom og drabene på meneskene. Skæbnesvanger bliver den for dem, der giver ordrer, dem, der sørger for, at kaastrofen sker. De vil stå sølle tilbage, ydmygede og forhadte vil de blive.

Katastrofen er endegyldigt de fortabtes mulighed for at rejse sig og fjerne de ledere, de har sat deres lid til.

Vores opgave må være ikke blot at afvente situationen og afvente, om det sker. Vores opgave må være at sikre, at det sker. Konkret, målrettet og erfaringsberigende. For selv om det måske heller ikkeer denne gang vi når målet, revolutionen, kort sagt men forunderligt konkret, så kommer vi alligevel, i og med erfaringen, lidt nærmere målet for hver gang de såkaldte verdensledere ydmyger sig selv på den store scene.