Endnu engang kan man undre sig over dumheden eller naiviteten hos magtens håndhævere. Endnu engang kan vi betragte den patriarkalske personligheds selvydmygelse fra første parket. Hvis det ikke var så katastrofalt, hvis det ikke medførte død og ødelæggelse og så megen lidelse, at man helst bare vil gøre som de fleste, glemme og ingorere, så kunne vi have siddet og slået os på lårene af grin mens vi betragtede, som var det på repeat, noget, vi har set lidt for mange gange før, denne forestilling af såkaldt folkevalgte verdensledere, der i magtfuldkommenhed kommer der ud hvor, der kun er katastrofen tilbage.
Således, på den helt store scene, Iran-krigen. Frem træder de to store figurer Præsidenten, der tilsyneladende ikke helt forstår hvad det er, han er blevet lokket med i af den anden figur, Premiereministeren for det lille men magtfulde land, der er ligeglad med konsekvenser af sine handlinger, bare han beholder magten og undgår at blive stillet for en domstol for korruption, Ak, havde det ikke været for alle de døde, havde det ikke været for de fattige, der rammes af inflation og stigende leveomkostninger, havde det ikke været for det folk, der, på grund af det fundamentalistiske diktatur de er underkastet, må se deres hjem, deres infrastrutur og deres drømme om forandringer blive knust af livsgrundlagsdestruerende militært isenkram af den mest sofistikerede slags. Alt dette kan kke munde ud i andet end en katastrofe.
Dette er hvad magt gør ved mennesker. Den rammer alt og alle og ødelægger betingelserne for anstændighedens skæbner.
Katastrofen var i den klassiske græske tragedie det afgørende vendepunkt. Det moment, hvor konsekvenserne af ord og gerning bliver en kraft uden for aktørernes kontrol, der driver handlingsgangen frem mod dens endegyldige konsekvens. En konsekvens der er et resultat af den tragiske ironi, hvor den vold, man har rettet mod andre rammer en selv.
Katastrofen er den begivenhed, der har frygtelige eller skæbnesvangre konsekvenser. Frygtelig er den for dem, der i første omgang rammes af bomberne, af ordene hvorved de ydmyges og umenneskeliggøres for at retfærdiggøre ødelæggelsen af ejendom og drabene på meneskene. Skæbnesvanger bliver den for dem, der giver ordrer, dem, der sørger for, at kaastrofen sker. De vil stå sølle tilbage, ydmygede og forhadte vil de blive.
Katastrofen er endegyldigt de fortabtes mulighed for at rejse sig og fjerne de ledere, de har sat deres lid til.
Vores opgave må være ikke blot at afvente situationen og afvente, om det sker. Vores opgave må være at sikre, at det sker. Konkret, målrettet og erfaringsberigende. For selv om det måske heller ikkeer denne gang vi når målet, revolutionen, kort sagt men forunderligt konkret, så kommer vi alligevel, i og med erfaringen, lidt nærmere målet for hver gang de såkaldte verdensledere ydmyger sig selv på den store scene.
Skriv et svar