Kategori: Ikke-kategoriseret

Organisering og faglige rettigheder er under angreb over hele verden, hvor løntryk med nul-timers kontrakter og løsarbejde vinder frem, i både ufaglærte og uddannede jobs. Prækarisering, herunder at være daglejer uden rettigheder i platformsøkonomien, er blot én del af den massive klasseoffensiv ”fra oven”, der i over 4 årtier har været rettet mod arbejderklassen, og som er kendt som ”neoliberalisme”. Social dumping er en anden. I Kbhvn. er hver 4. lønarbejder nu en udenlandsk migrantarbejder, særligt når det handler om ufaglært arbejde og servicebranchen. Ofte forbundet med hårdt fysisk arbejde og skæve arbejdstider.

De mange blå madbude, der er så synlige i gadebilledet, kaldes af Wolt for ”kurer-partnere”. Men budene har ikke de rettigheder, som andre freelancere har, som retten til skattefradrag for arbejdsrelaterede udgifter. Ferie, løn under sygdom, pension, barsel, forsikring – alt må budene selv betale. Iflg. Skattestyrelsen er budene lønarbejdere – men Wolt tager ikke arbejdsgiveransvar, og har nægtet at indgå overenskomst med 3F, som har søgt at organisere budene. Den faglige klub Wolt Workers’ Group Denmark har kæmpet for bedre løn- & arbejdsvilkår i 6 år; en talsmand, Rasmus E. Hjorth, blev fyret 2022, men er fortsat aktiv i kampen.

I de seneste år har budene oplevet faldende realløn (Wolt har ændret på taksterne) samtidig med stigende leveomkostninger (sidstnævnte forværret den seneste måned under USA & Israels ulovlige, imperialistiske krig mod Iran). Efter et møde i Folkets Park, Nørrebro marts 2026 er budene begyndt at selvorganisere sig i en WhatsApp-gruppe, med lidt bistand fra Community House Copenhagen og den argentinsk-fødte kurer Alan Tribouley som en central organisator.

Siden har de fagligt aktive afholdt 4 punktstrejker i Kbhvn. (31/3, 10/4, 16/4, 23/4), hvor de har holdt møde, på engelsk, på en offentlig plads, hvor de fremmødte på skift har afvist indkommende bestillinger i deres apps – og således har tvunget Wolts algoritme til at tilbyde en højere pris. – Budene har en kollektiv magt over den algoritme, som styrer deres arbejde, selv om denne boykot-taktik kun virker momentant. Men i vor digitale tidsalder antager klassekampen nye former, her som ”algoritmisk aktivisme”. Som løst ansat i platformsøkonomien forlader man ikke fabrikken, når man strejker, man lukker telefonen!

Hele denne selvorganiserede strejkekampagne når en foreløbig kulmination, når de fagligt aktive Wolt-arbejdere – som kommer fra alverdens lande, i Øst & Vest – mødes til en heldagstrejke Wolt Workers Caravan: Strike for Solidarity fredag den 1. maj, Nørrebros Runddel, kl. 12, hvorfra man vil drage samlet til Fælledparken, for at blive hørt. Alle er velkomne!

Men måske er der lys forude ang. ”ordnede forhold” for madbudene – mulighed for at forhandle overenskomst, feriepenge, løn under sygdom, barsel, pension, arbejdsskadeforsikring, m.m.. Den slags alm. lønmodtagerrettigheder er i hvert fald hvad, der følger af EU’s Platformsdirektiv, som Danmark er forpligtet til at gøre til lov inden udgangen af 2026. Men det vil nok kræve et massivt folkeligt pres, hvis ikke Christiansborg-politikerne skal udvande det til ukendelighed – deres opgave er jo at administrere det bestående samfund på kapitalistklassens vegne! Man kan håbe, at den etablerede fagbevægelse – nok især dens mest aktivistiske elementer – for én gangs skyld vil kende sin besøgelsestid. Som klassekamps-anarkister sætter vi mere vor lid til solidariske græsrødder end til fagbosser!

Sorte Fane finder du til Antifascistisk 1. Maj, Krig mellem Klasser, Fred mellem Folkeslag! I Fælledparken – bag søen, hvor vi har en bogbod kl. 12-18. Kik forbi!

Vejen frem for arbejdernes bevægelse er selvorganiseret direkte kamp, klasse mod klasse, som de aktive selv bevarer kontrollen over! Og endemålet må være ophævelse af den kapitalistiske udbytning, et frit socialistisk, selvforvaltet, basisdemokratisk, bæredygtigt ligevægtssamfund! Arbejderklassens frigørelse må være dens eget værk! God kampdag!

 Der Alte, Kbhvn. april 2026

Endnu engang kan man undre sig over dumheden eller naiviteten hos magtens håndhævere. Endnu engang kan vi betragte den patriarkalske personligheds selvydmygelse fra første parket. Hvis det ikke var så katastrofalt, hvis det ikke medførte død og ødelæggelse og så megen lidelse, at man helst bare vil gøre som de fleste, glemme og ingorere, så kunne vi have siddet og slået os på lårene af grin mens vi betragtede, som var det på repeat, noget, vi har set lidt for mange gange før, denne forestilling af såkaldt folkevalgte verdensledere, der i magtfuldkommenhed kommer der ud hvor, der kun er katastrofen tilbage.

Således, på den helt store scene, Iran-krigen. Frem træder de to store figurer Præsidenten, der tilsyneladende ikke helt forstår hvad det er, han er blevet lokket med i af den anden figur, Premiereministeren for det lille men magtfulde land, der er ligeglad med konsekvenser af sine handlinger, bare han beholder magten og undgår at blive stillet for en domstol for korruption, Ak, havde det ikke været for alle de døde, havde det ikke været for de fattige, der rammes af inflation og stigende leveomkostninger, havde det ikke været for det folk, der, på grund af det fundamentalistiske diktatur de er underkastet, må se deres hjem, deres infrastrutur og deres drømme om forandringer blive knust af livsgrundlagsdestruerende militært isenkram af den mest sofistikerede slags. Alt dette kan kke munde ud i andet end en katastrofe.

Dette er hvad magt gør ved mennesker. Den rammer alt og alle og ødelægger betingelserne for anstændighedens skæbner.

Katastrofen var i den klassiske græske tragedie det afgørende vendepunkt. Det moment, hvor konsekvenserne af ord og gerning bliver en kraft uden for aktørernes kontrol, der driver handlingsgangen frem mod dens endegyldige konsekvens. En konsekvens der er et resultat af den tragiske ironi, hvor den vold, man har rettet mod andre rammer en selv.

Katastrofen er den begivenhed, der har frygtelige eller skæbnesvangre konsekvenser. Frygtelig er den for dem, der i første omgang rammes af bomberne, af ordene hvorved de ydmyges og umenneskeliggøres for at retfærdiggøre ødelæggelsen af ejendom og drabene på meneskene. Skæbnesvanger bliver den for dem, der giver ordrer, dem, der sørger for, at kaastrofen sker. De vil stå sølle tilbage, ydmygede og forhadte vil de blive.

Katastrofen er endegyldigt de fortabtes mulighed for at rejse sig og fjerne de ledere, de har sat deres lid til.

Vores opgave må være ikke blot at afvente situationen og afvente, om det sker. Vores opgave må være at sikre, at det sker. Konkret, målrettet og erfaringsberigende. For selv om det måske heller ikkeer denne gang vi når målet, revolutionen, kort sagt men forunderligt konkret, så kommer vi alligevel, i og med erfaringen, lidt nærmere målet for hver gang de såkaldte verdensledere ydmyger sig selv på den store scene.