Kategori: Ikke-kategoriseret

Som alle anarkister ved, er 19. juli 1936 en skelsættende historisk dato! I Barcelona greb proletariatet, under ledelse af det anarkosyndikalistiske CNT, til våben og stoppede i første omgang nogle generalers forsøg på et fascistisk kup imod republikken. Og noget lignende skete mange steder i Spanien – og  samtidigindledte arbejderne spontant en vidtrækkende social revolution. I de revolutionære områder overtog anarkistiske & socialistiske arbejdere & bønder arbejdspladserne & jorden og begyndte at drive dem kollektivt.  I alt tog 3 millioner del i revolutionen og beviste, at folket er i stand til selvorganisering & selvforvaltning uden behov for bosser. – Den følgende borgerkrig satte arbejderklassen op imod de spanske kapitalister & godsejere, som blev aktivt bakket op af Nazi-Tyskland og det fascistiske Italien. De demokratiske vestmagter svigtede den spanske republik ved at føre en hyklerisk ”ikke-interventions” politik, som blokerede for hjælp til antifascisterne – men ikke for afgørende tysk & italiensk militær bistand til de militærfascistiske kupmagere. (Og den amerikanske oliegigant Texaco leverede brændstof til nationalisterne, tilmed uden betaling…)

Internationalt blev jubilæet markeret af bl.a. IWW og CNT – revolutionære fagorganisationer, begge medlemmer af det anarkosyndikalistiske International Confederation of Labour – med en Online Talk 20/7, med Miguel Gomez, en arbejderhistoriker & forsker, der er aktiv i spanske CNT.

Herhjemme blev jubilæet markeret af Sorte Fane ved et arrangement i den anarkistiske bogcafé ”Barrikaden” i Ungdomshuset. Der var power-point foredrag: Lucia SánchezSaornil (1895-1970), digteren & anarkafeministen. Ved PhD-stipendiat Lars Troels Møller, som mange vil kende som en engageret & seriøs oversætter fra spansk. Han var bl.a. med som tolk, da Dolors Marin var i Dk. 2021 i forbindelse med lanceringen af hendes ”Anarkisme – en grundbog” på dansk. – Skønt det var midt i sommerferien, og vejret var regnfuldt, havde en håndfuld deltagere fundet vej til Ungdomshuset ude i Kbhvn. Nordvest.

Trods en fattig opvækst i Madrid, hvor hun tidligt måtte bidrage til familiens underhold, blev Lucia Sánchez autodidakt digter og fik offentliggjort digte under forskellige pseudonymer. Men som digter blev hun først rigtig opdaget i 1990-erne, efter Franco-tiden. Hun blev fagligt & anti-politisk aktiv i CNT efter en strejke i 1931 og blev efterhånden tydeligt anarkafeminist. Var således en af stifterne af den anarkistiske kvindeorganisation Mujeres Libres. – Personligt levede hun i øvrigt åbent som lesbisk, hvilket var usædvanlig frimodigt i 1930-erne, hvor selv den anarkistiske bevægelse ikke var fri for homofobi.

Under borgerkrigen var Lucia Sánchez også centralt placeret i Solidaridad Internacional Antifascista, en humanitær hjælpeorganisation med internationale forgreninger knyttet til den anarkosyndikalistiske bevægelse. Men da republikanerne & venstrekræfterne led nederlag i borgerkrigen, flygtede Lucia S. & hendes kæreste, en kvindelig argentinsk anarkist, 1939 til Paris. Under den senere tyske besættelse under 2. Verdenskrig blev det dog mere & mere uholdbart for dem at være i Frankrig, så i ’40-erne vendte de i hemmelighed tilbage til Spanien, hvor de siden levede et stille, tilbagetrukket liv i Valencia. Lucia skrev fortsat digte, men kun til skuffen; hun opnåede ikke at opleve Francos død og diktaturets fald. – Men hvor det i ’30-erne endnu var kontroversielt at kalde sig feminist, er CNT i dag eksplicit anarkofeministisk!

Efter således at have hørt et spændende, informativt foredrag om en usædvanlig & inspirerende kvinde – det meste af hendes digte & artikler er desværre ikke oversat – var der spørgsmål fra salen. Og siden var der folkekøkken, med solid, velsmagende mad!

19. juli er i øvrigt også den dato, hvor revolutionen i Rojava, Syrien begyndte 2012! Men det er en anden historie.

​Der Alte, Kbhvn. juli 2026.

Efter sommerferien 2026 vil Sorte Fane Kbhvn. starte en anarkistisk læsegruppe. Vi lægger ud med James C. Scott ”Two Cheers for Anarchism. Six Easy Pieces on Autonomy, Dignity, and Meaningful Work and Play”, Princeton University Press 2012. (169 s.)

James Scott var professor I antropologi & ”political science” ved Yale University. Den kendte, nu ligeledes afdøde anarkistiske antropolog & aktivist David Graeber har kaldt ham ”en af vor tids store politiske tænkere”. Gennem en række mindeværdige – og ofte også morsomme – eksempler & anekdoter fra diverse etnografiske & historiske kilder hylder Scott alm. menneskers opfindsomhed & sunde fornuft. En rød tråd gennem bogen – som gennem forfatterens øvrige bøger – er hvad, man kan kalde en anarkistisk sensitivitet over for folkelig modstand mod statsmagten og de herskende klasser. En modstand, som ofte ikke kommer til udtryk som åben modstandskamp, men i mindre tydelig, mindre eksplicit form – passiv modstand, ikke-samarbejde, krybskytteri, m.v..

James Scott kan siges at skrive i traditionen fra Kropotkins forskning i gensidig hjælp og folkelig selvorganisering. Og vores kommende læsegruppe er – sammen med vores omfattende arkiv på sortefane.wordpress.com – en del af et bredere projekt om ikke blot teoretisk skoling, men oplysning & dannelse i bredere forstand for den antiautoritære del af venstrefløjen. – Vi lægger her ud med en bog, som ikke er akademisk tung el. bruger indforstået videnskabelig jargon, og hvor kapitlerne er inddelt i korte ”fragmenter”. – Bogen kan købes over Nettet for en rimelig pris, og hele teksten kan også findes gratis på Nettet og f.eks. udprintes et kapitel ad gangen.

Alle interesserede kan deltage, også hvis du ikke er medlem af Sorte Fane. Når vi er tilstrækkeligt mange til en levedygtig studiekreds, mødes vi og aftaler nærmere om det praktisk-konkrete. Vi forestiller os, at vi skiftes til at holde oplæg om ét tekststykke ad gangen – men det kan vi alt sammen tale nærmere om! – Kontakt os på sortefane@protonmail.com.

Der Alte, juni 2026

Organisering og faglige rettigheder er under angreb over hele verden, hvor løntryk med nul-timers kontrakter og løsarbejde vinder frem, i både ufaglærte og uddannede jobs. Prækarisering, herunder at være daglejer uden rettigheder i platformsøkonomien, er blot én del af den massive klasseoffensiv ”fra oven”, der i over 4 årtier har været rettet mod arbejderklassen, og som er kendt som ”neoliberalisme”. Social dumping er en anden. I Kbhvn. er hver 4. lønarbejder nu en udenlandsk migrantarbejder, særligt når det handler om ufaglært arbejde og servicebranchen. Ofte forbundet med hårdt fysisk arbejde og skæve arbejdstider.

De mange blå madbude, der er så synlige i gadebilledet, kaldes af Wolt for ”kurer-partnere”. Men budene har ikke de rettigheder, som andre freelancere har, som retten til skattefradrag for arbejdsrelaterede udgifter. Ferie, løn under sygdom, pension, barsel, forsikring – alt må budene selv betale. Iflg. Skattestyrelsen er budene lønarbejdere – men Wolt tager ikke arbejdsgiveransvar, og har nægtet at indgå overenskomst med 3F, som har søgt at organisere budene. Den faglige klub Wolt Workers’ Group Denmark har kæmpet for bedre løn- & arbejdsvilkår i 6 år; en talsmand, Rasmus E. Hjorth, blev fyret 2022, men er fortsat aktiv i kampen.

I de seneste år har budene oplevet faldende realløn (Wolt har ændret på taksterne) samtidig med stigende leveomkostninger (sidstnævnte forværret den seneste måned under USA & Israels ulovlige, imperialistiske krig mod Iran). Efter et møde i Folkets Park, Nørrebro marts 2026 er budene begyndt at selvorganisere sig i en WhatsApp-gruppe, med lidt bistand fra Community House Copenhagen og den argentinsk-fødte kurer Alan Tribouley som en central organisator.

Siden har de fagligt aktive afholdt 4 punktstrejker i Kbhvn. (31/3, 10/4, 16/4, 23/4), hvor de har holdt møde, på engelsk, på en offentlig plads, hvor de fremmødte på skift har afvist indkommende bestillinger i deres apps – og således har tvunget Wolts algoritme til at tilbyde en højere pris. – Budene har en kollektiv magt over den algoritme, som styrer deres arbejde, selv om denne boykot-taktik kun virker momentant. Men i vor digitale tidsalder antager klassekampen nye former, her som ”algoritmisk aktivisme”. Som løst ansat i platformsøkonomien forlader man ikke fabrikken, når man strejker, man lukker telefonen!

Hele denne selvorganiserede strejkekampagne når en foreløbig kulmination, når de fagligt aktive Wolt-arbejdere – som kommer fra alverdens lande, i Øst & Vest – mødes til en heldagstrejke Wolt Workers Caravan: Strike for Solidarity fredag den 1. maj, Nørrebros Runddel, kl. 12, hvorfra man vil drage samlet til Fælledparken, for at blive hørt. Alle er velkomne!

Men måske er der lys forude ang. ”ordnede forhold” for madbudene – mulighed for at forhandle overenskomst, feriepenge, løn under sygdom, barsel, pension, arbejdsskadeforsikring, m.m.. Den slags alm. lønmodtagerrettigheder er i hvert fald hvad, der følger af EU’s Platformsdirektiv, som Danmark er forpligtet til at gøre til lov inden udgangen af 2026. Men det vil nok kræve et massivt folkeligt pres, hvis ikke Christiansborg-politikerne skal udvande det til ukendelighed – deres opgave er jo at administrere det bestående samfund på kapitalistklassens vegne! Man kan håbe, at den etablerede fagbevægelse – nok især dens mest aktivistiske elementer – for én gangs skyld vil kende sin besøgelsestid. Som klassekamps-anarkister sætter vi mere vor lid til solidariske græsrødder end til fagbosser!

Sorte Fane finder du til Antifascistisk 1. Maj, Krig mellem Klasser, Fred mellem Folkeslag! I Fælledparken – bag søen, hvor vi har en bogbod kl. 12-18. Kik forbi!

Vejen frem for arbejdernes bevægelse er selvorganiseret direkte kamp, klasse mod klasse, som de aktive selv bevarer kontrollen over! Og endemålet må være ophævelse af den kapitalistiske udbytning, et frit socialistisk, selvforvaltet, basisdemokratisk, bæredygtigt ligevægtssamfund! Arbejderklassens frigørelse må være dens eget værk! God kampdag!

 Der Alte, Kbhvn. april 2026

Endnu engang kan man undre sig over dumheden eller naiviteten hos magtens håndhævere. Endnu engang kan vi betragte den patriarkalske personligheds selvydmygelse fra første parket. Hvis det ikke var så katastrofalt, hvis det ikke medførte død og ødelæggelse og så megen lidelse, at man helst bare vil gøre som de fleste, glemme og ingorere, så kunne vi have siddet og slået os på lårene af grin mens vi betragtede, som var det på repeat, noget, vi har set lidt for mange gange før, denne forestilling af såkaldt folkevalgte verdensledere, der i magtfuldkommenhed kommer der ud hvor, der kun er katastrofen tilbage.

Således, på den helt store scene, Iran-krigen. Frem træder de to store figurer Præsidenten, der tilsyneladende ikke helt forstår hvad det er, han er blevet lokket med i af den anden figur, Premiereministeren for det lille men magtfulde land, der er ligeglad med konsekvenser af sine handlinger, bare han beholder magten og undgår at blive stillet for en domstol for korruption, Ak, havde det ikke været for alle de døde, havde det ikke været for de fattige, der rammes af inflation og stigende leveomkostninger, havde det ikke været for det folk, der, på grund af det fundamentalistiske diktatur de er underkastet, må se deres hjem, deres infrastrutur og deres drømme om forandringer blive knust af livsgrundlagsdestruerende militært isenkram af den mest sofistikerede slags. Alt dette kan kke munde ud i andet end en katastrofe.

Dette er hvad magt gør ved mennesker. Den rammer alt og alle og ødelægger betingelserne for anstændighedens skæbner.

Katastrofen var i den klassiske græske tragedie det afgørende vendepunkt. Det moment, hvor konsekvenserne af ord og gerning bliver en kraft uden for aktørernes kontrol, der driver handlingsgangen frem mod dens endegyldige konsekvens. En konsekvens der er et resultat af den tragiske ironi, hvor den vold, man har rettet mod andre rammer en selv.

Katastrofen er den begivenhed, der har frygtelige eller skæbnesvangre konsekvenser. Frygtelig er den for dem, der i første omgang rammes af bomberne, af ordene hvorved de ydmyges og umenneskeliggøres for at retfærdiggøre ødelæggelsen af ejendom og drabene på meneskene. Skæbnesvanger bliver den for dem, der giver ordrer, dem, der sørger for, at kaastrofen sker. De vil stå sølle tilbage, ydmygede og forhadte vil de blive.

Katastrofen er endegyldigt de fortabtes mulighed for at rejse sig og fjerne de ledere, de har sat deres lid til.

Vores opgave må være ikke blot at afvente situationen og afvente, om det sker. Vores opgave må være at sikre, at det sker. Konkret, målrettet og erfaringsberigende. For selv om det måske heller ikkeer denne gang vi når målet, revolutionen, kort sagt men forunderligt konkret, så kommer vi alligevel, i og med erfaringen, lidt nærmere målet for hver gang de såkaldte verdensledere ydmyger sig selv på den store scene.