Når racismen og fremmedhadet bliver så åbenlyst, ved man, at fascismen er i folks hoveder. For fascismen bygger på, at andre mennesker reduceres til billeder, fordomme og klichéer, som man gentager igen og igen. At sige den slags fordomme direkte til andre er at negligere det menneske, man står over for. Det er en særlig form for diskurs og en del af den strukturelle vold, der er med til at gøre mennesker, der selv er ofre for hierarkier, til gerningsmænd, fordi de søger fællesskab og solidaritet gennem autoritetstro ved at træde nedad og appellere opad i hierarkiet. Den strukturelle vold findes hele tiden i kapitalismens hverdag, hvor mennesker opdeles i klasser og racialiseres, og hvor kønsmæssige hierarkier og andre former for underordning reproduceres.
Det er det, højreradikale vil fremme. De skal ikke opfinde noget nyt, men blot bygge videre på det, der allerede findes i et klassesamfund. Det er det, der sker, når man overlader politikken til en absurd borgerlig politik, hvor ligheden reduceres til en abstrakt idé frem for en konkret, materiel virkelighed.
Fascismen er det borgerlige, deliberative demokratis mørke modspejl. Højreradikalismen, dvs. nationalismen, er en moderne opfindelse, der bygger på en forestilling om lighed baseret på en negativ identitet. Det er også en form for lighed, der underordnes konkurrence, konformitet, hierarki og troen på autoriteter. Liberalismen og socialliberalismen har i fascismen deres mørke modbillede. Det er en anden måde at leve “frihed, lighed og broderskab” på, hvor frigørelsens æstetik bevares, men tømmes for sit indhold og erstattes af brutalitet, machismo, autoritetstro, dumhed og en kritik af kapitalismen, der i stedet for at føre til frigørelse indgår i en radikaliseret, konservativ ideologi. På den måde vendes noget progressivt på hovedet og forvandles til sin ekstreme modsætning.
Det kommer frem, når den borgerlige politik skal fremme sine interesser i krisetider: Den lover frihed gennem underordning og gennem forestillingen om at være bedre end andre. Det er dét, den kapitalistiske og statslige konkurrence indirekte lærer os hele tiden: at alle er »lige«, men at nogle altid er mere lige end andre i konkurrencen om velstand og anerkendelse.
Skriv et svar